onsdag den 2. marts 2011

Hr. Vingummihjerte

Photobucket



Lejlighedskiggeren hedder nu hr. Vingummihjerte, af grunde min stolthed ikke tillader mig at dele.. Han fortjener et meget mere positivt, stemt navn, og jeg er vist selv blevet til hans lejlighedskigger gennem tiden, el. noget. Jeg troede lige at jeg var færdig med det hele. Jeg konkluderede nogen ting for en to-tre ugers tid siden (det er 4 gang jeg gjorde det, efterhånden), jeg accepterede og så græd jeg som en lille pige i ret lang tid (igen for 4 gang). Derefter holdt jeg op med at være ked af det, men jeg holdt ikke op med at tænke på ham (hvorfor?? HVORFOR, kan jeg ikke bare holde op med at tænke på ham, der er nu gået 1 1/2, hvornår holder det op?). Og det er så dumt, for jeg kender ham overhovedet ikke, men hver gang jeg står overfor en potentiel (whatever han har potentiale til), tænker jeg "dit hår er ikke kort nok, du har ingen ørering og de bukser har ikke nok vidde", flot Alice, flot!
Og drømmene, de forbandede, evige drømme, el. nogen gange er de fine, men de er jo ikke virkelige, så de ender alligevel ikke med at gøre mig glad. I forgårs drømte jeg at han havde to kærester, at de var i hans lejlighed uden ham, den ene var blond, den anden var mørkhåret (Vasya konkluderede; du er dobbelt jaloux). I går drømte jeg at jeg var oppe i hans lejlighed, og han havde ikke noget tøj på, og jeg var meget glad (ved ikke om det var fordi han ikke havde tøjet på), og grinte og kyssede på ham hele tiden. (Vasya konkluderede "you stupidly want him" kan ikke oversætte det ordret til dansk). I nat drømte jeg at han flyttede (Vasya konkluderede intet).
Fik at vide i dag, at ens drømme ikke reelt har nogen betydning, jeg tror nu på at det er ens underbevidsthed der går ind og arbejder, som jeg før har nævnt. Men hvad arbejder vi så med, og hvornår holder det op? Hvorfor giver underbevidstheden ikke op? Når det bevidste nu har prøvet på netop dét så længe? Der er jo ingen (el. er det "intet") udbytte. Kan ikke finde ud af om han vil lege, men han indikerer det ikke rigtigt. Mest af alt har jeg lyst til at banke på hans dør, men jeg tør ikke. Og jeg er ikke længere bange (angsten gik væk med depressionen, og hurra for det!) for særlig mange ting, højde, sprøjter og nåle og et par småting, men jeg har aldrig været bange for at henvende mig til nogen før, hvad sker der for det? Og han har en kæreste, ellers ville han vel ikke sove ude 80% af tiden (medmindre han leger mørkeleg oppe i egen lejlighed). Arrrhhhhggg, men altså. Har det meget svært med ikke at have kontrol over egne følelser i så lang tid. Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge ham til, jeg ved ikke hvad jeg vil bruge ham til. Eller... jeg vil godt gemme med ham under min dyne (er det meget slemt?). -Åhh, jeg forstår intet...
Indlægget lyder ret negativt, det er det ikke. Jeg er ikke negativ over at føle de her ting, jeg er bare frustreret over at jeg ikke helt forstår mig selv i denne sammenhæng.
..sov godt søde læsere

Ingen kommentarer:

Send en kommentar