27.11.10

Kan sætte kryds ved det meste af listen.

Jeg er stadig ikke kommet hjem, er stadig hos Skipper Skræk. Har været hjemme i korte øjeblikke, for at hente tøj osv. Indtil for et par dage siden kunne jeg slet ikke overskue tanken om at være alene i egen lejlighed (ps. har en hel ny form for respekt for mennesker der bor alene!). Jeg tror at jeg har fået det bedre, prøver at ryste despressionen af og være positiv. -Når man gør gode ting, sker der gode ting (er min ny fundende tvangstanke :)

Så var der den der mail fra høvdingen, puha, jeg havde egentlig givet lidt op på det sociale aspekt med ham, men så går der nogen uger og så er han der igen, det er det samme hver gang. Tonen er dog en anden denne gang. Mailen var meget kort og fattet "jeg er deprimeret, hjælp". Jeg har virkelig prøvet at finde ud af hvad der er sket, længe nu, men det eneste jeg bliver mindet om og det længste jeg når er, at jeg startede lavinen (altså, ikke særlig langt). Og selvfølgelig vil jeg hjælpe. Hvilket slags menneske ville jeg være hvis jeg sagde nej, efter selv at have fået så mange nej. Det eneste der er værre end en depression er at være alene i det. Nå ja, det bliver spændende (why not let the blind lead the blind?! ;)

Jeg håber bare vi kan gøre det på min måde, med en masse vodka (så kommer det dér ærlighedsgen frem) og laaaaange samtaler så det kan bearbejdes, hvad der end skal bearbejdes. Og så er jeg en fantastisk wingwoman. Helt ubevidst, efter de første 6 shots, lægger jeg an på piger, helt af min selv. Jeg er ikke til piger (har prøvet, det er ikke min ting), men jeg får en pludselig trang til at gøre mennesker opmærksom på det gode, jeg spotter gennem fuldemandsbrillerne, og der er altid SÅ mange fine piger i byen, der fortjener at få det at vide. Komplimenterne skal dog helst gives til nogen der er lige så fulde, så det ikke ender med for mange misforståelser x)

Hvor var vi? Høvdingen ja, bliver nød til at komme på benene, han er SÅ rar og så hot, ville virkelig være spild af et dejligt menneske. Min ekstreme forfængelighed fik mig til at jagte ham et par måneder inden det gav pote, da vi startede. Han er meget billedeskøn, og meget stor. Jeg var ung og naiv og troede at det indre matchede det ydre fuldstændig, det gjorde det ikke. Han er noget af det mest sårbare og skrøbelige jeg har mødt. Han er dog også ekstrem kær og givende og omsorgsfuld, og kunne virkelig gå hen og blive en perfekt kæreste for en meget heldig pige (ikke mig, aldrig mere mig, så har jeg vist fået slået det fast, ikk?), vi skal bare have viftet det der, der nu er galt væk. Jeg havde på fornemmelsen at det var galt for et par måneder siden allerede, men manden klapper jo i som en østers. Skal nok få det ud og få det fikset, er bedre til andres issues end egne (hvorfor er det altid sådan?).

Nu kommer Skipper Skræk snart hjem efter hans dumme dage, han er efterhånden vældig savnet. Har hørt rygter om and til aftensmad, så den indre ædedolk danser evt. en lille glædesdans ;)