Har haft den BEDSTE dag, startede ud med at være nervøs for min nye praktik. På vej derhen var der åbenbart håndværker-træf i city, siden man ikke kunne kommer rundt omkring for alle de fine, små kortklippede hoveder. Ej, hvor var der mange kønne drenge, især én var virkelig fin, ej ej ej! (Kønne mand, lad være med at smile og lad vær med at fløjte ad mig, ellers tager jeg dig bare med hjem, og spiser dig x) Nej, ok, han var faktisk så køn, at jeg evt. rødmede, slog blikket ned og var ved at snuble over egne hæle (elegant Alice; E-L-E-G-A-N-T)
Nå, nåede frem til det sted jeg skulle være (pssst; er nu nabo til Henrik Vibskov og Wood Wood (nice!) og blev så positivt overrasket, ved ikke hvad jeg havde forventet, for de havde også være supersøde over mailen. De er simpelhen så søde, energien på stedet er helt fantastisk, virkelig dejligt, og selve stedet er stort og lyst, bare et sted man har lyst til at være! Så kom den anden praktikant, hun er så sød! Så hyggeligt at have nogen at sludre med, mens man arbejder. Og så syndede vi, spiste chinabox, selvom vi begge er på kur pga. man måske var gået hen og blevet lidt "julefed", så jeg måtte have følt mig tryg, siden jeg så varmt takkede ja til millioner af kulhydrater ;)
Kom hjem fuld af overskud, det har jeg ikke prøvet for nyligt, så dejligt. På gåturen hjem ser jeg smukke prisesse Nicoline i en butiksrude som smiler og vinker til mig, en meget fantastisk pige jeg gik på designer-skole med, desværre glemte vi at holde kontakten ved lige. Ringede med det samme og aftalte at vi skal ses når vores kontoer er holdt op med at bløde efter d.1.
Det hele blev afsluttet med samtalen med Vasya, der også er blevet skilt fra hendes mand, og i dag ventede på hendes "lover" som hun insister på at kalde ham. En blanding af alt mulig godt; hele dagen igennem.
Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig er så glad, men jeg kan virkelig godt lide denne tilstand :D
I går havde jeg tilgengæld en super underlig morgen. Så lejlighedskiggerens (ja, jeg burde efterhånden have fundet på et nyt navn) arme bevæge sig i hans vinduer, ikke engang ham, bare armene og så begyndte tårene at trille, hulkede ikke, kunne bare ikke kontrollere de der tårer der, det blev ved i ca. 2 timer, kunne slet ikke åbne mine øjne til sidst. Og Skipper Skræk var så sød, han nåede at servere kaffe og morgenmad over flere omgange mens jeg sad det og blev til stor pyt på sofaen. Efter lidt analyse fandt vi frem til at det trickede noget i mig. Pludselig huskede jeg hvor alene og ynkelig og håbløs jeg havde følt mig de måneder inden flytningen, da jeg på samme måde kiggede på hans vinduer. Han var nok mit symbol på omverdenen, fordi jeg havde isoleret mig selv, og da ingen af delene reagerede på mig (altså hverken ham el. min omverden) under "the break down" forstærkede det bare min illusion. Tænkte virkelig at jeg intet var værd, længe. Jeg blev pludselig klar over alene jeg var. Ikke efter flytningen, men op til. Jeg har store huller i min hukommelse fra den tid, jeg ved ikke hvordan jeg klarede den del el. hvad jeg sagde til mig selv, måske kommer det senere. Og så forelskede jeg mig nok i ham, og var det i laaaang tid, el. måske bare i illusionen af ham, som var blevet skabt i eget hoved. Det har jeg altid været god til, at forelske voldsomt i mennesker kun baseret på deres udseende (ja, se hvor godt det gik! NEJ ;). Det var sådan høvdingen blev hevet ind, og andre jeg ikke har talt om, endnu. Det er sket SÅ mange gange i mit liv. Jeg var bare så forbandet ensom, og han ser bare så forbandet kær ud. Tror dog også det er min stolthed der er såret, siden jeg var 16, har jeg ikke fået et eneste "nej" fra de der mænd dér. Hvilket bare har været held (og min insisterende facon), men alligevel, bevidstheden har svært ved at affinde sig med det.
I bund og grund indså jeg at det ikke var ham (el. hans arme der trickede det, men selve situationen, og at hjernen endelig var holdt op med at fortrænge, og nu havde overskud til at smide de sidste rester ud, jeg havde sørget over tabet af det jeg havde, men ikke over hvor slemt jeg selv havde det). Jeg græd også i morges, det var simpelhen så dumt, for jeg var ikke engang ked af det, hverken før el. efter. men hørte den der "når tiden går baglæns" og begyndte at tude helt spontant, giver ingen mening, jeg kan ikke engang lide den sang. Har dog accepteret at der måske bare sidder noget i mig, og det kommer ud fordi jeg har energi og overskud.
Er ikke nede, overhovedet, men lader det kom ud når det vil ud (hvilket åbenbart er på nogen ret uforventede tidspunkter), håber ikke at møde ham live, er bange for at forvandle mig til en pyt igen. Noget underligt noget! Men alt i alt har jeg det ret fint, og det håber jeg også at I har, kære læsere! :)
Nu vil jeg smutte i seng, sov dejligt og drøm om noget godt!
